Om produktet
Bott-Geyl producerer 5 såkaldte Lieu-Dits vine, der alle rangerer lige under families berømte Grands-Crus, og de begejstrer alle såvel de franske som de internationale anmeldere. Ikke mindst fordi prissætningen er lidt mere imødekommende end priserne på de formelle topvine. For eksempel noterede Robert Parkers seneste mand i Alsace Stephan Reinhardt i juni 2017, at 2014-udgaven af denne Grafenreben "is a great value for money and the ageing potential should be excellent here", og Wine Entusiast's mangeårige smagsløg i Alsace Anne Krebiehl har, de 4 gange hun har smagt vinen, været nærmest forelsket.
Frugten kommer fra 0,6 ha. på en skråning oppe bag Zellenberg, hvor de omkring 60 år gamle Riesling-stokke står i mager mergelkalksten med rødderne godt forankrede i grundfjeldet. Eksponeringen er syd, sydøst og netop her har det vist sig, at vinbønderne år efter år kan høste druer med en stor modenhed, der siden kan veksles til vine med fint citrusspil og glimrende mineralitet.
Høsten er manuel og druerne er fremme i kælderen indenfor få timer. Her gennemgås de for defekter inden de presses uden stilkene fjernes. Den friske most får herefter fred og ro til at bundfælde og samle aromaer indtil gæringen efter 5-8 dage langsomt går i gang i gamle egefade. Gæringen fortsætter uden temperaturkontrol i op til 6 måneder (!) afhængig af sukkerindholdet i mosten og temperaturen i kælderen, og efter et års tid eller mere tappes vinen på flasken for at modne videre i mindst 12 måneder inden frigivelsen.
Jean-Christophe Botts ambitionen er ganske enkelt at blande sig så lidt som muligt, og ligesom vinstokkene ikke skulle forulempes af syntetiske svampe og insektmidler, skal den unge vin heller ikke forulempes af fremmede gærstammer, chaptalisering, klaring, filtrering eller andre lumske kneb i kælderen, og vinen kunne derfor sagtens falde ind under naturvinsbegrebet.
Jean-Christophe har blot været i gang så længe, at han ikke har behov for at blive associeret til den nye avantgarde, eller for den sags skyld blive opfattet som et "Enfant Terrible".