Om produktet
Les Vignes de la Roche, som vinen hedder, ligger under det markante klippefremspring på en relativt stejl skråning i naturlig forlængelse af Montagny 1. Cru markerne, blot nogle få hundrede meter mod nord.
Druerne er høstet fra de kalkholdige parceller La Cassine, La Guiche og Les Pinacles – sidstnævnte er Montagny Villages, som de-klassificeres for at øge kvaliteten på husets Bourgogne Blanc.
Vinen er lavet på 100 % Chardonnay, som håndplukkes. Efter presning og bundfældning hældes juicen direkte på franske egetræsfade, hvor vinen gærer og lagres i ca. 10 måneder. Under lagringen omrøres vinens bundfald jævnligt, hvorved den får større fylde og bliver mere rig på aroma. Denne proces kaldes ”batonnage”. Les Vignes de la Roche har en blomsterrig bouquet med mineralske toner og en fin sprød syre. Vinen er smuk, blank og lys gylden. Duften er karakteriseret ved hvide blomster og en snert af citrus og abrikos. Fadet er meget fint integreret i smagen, som slutter med en tør og ren eftersmag og en fin fedme og elegance.