Om produktet
En charmetrold med åben, blomstret duft men letbenet og elegant med kun 11,9% alkohol, god syre og lidt tannin fra skindet på de meget små og aromakoncentrerede druer. Helt tør og klar til at nyde nu (2020). En flot ledsager til fx. salater, asparges og lettere skaldyr.
De 39 år gamle vinstokke vokser på en blanding af grus, sand og aflejringer fra Fecht-floden lige syd for vingården. Det er 85% Muscat d'Alsace og 15% Muscat Ottonel. Druer med både lyse og farvede skind er vinificeret sammen. Med Olivier's specielle, meget langsomme og nøjagtige presseteknik, undgår han netop, at vinen tager farve fra drueskindene.
Muscat er en af verdens ældste druer og findes i et utal af variationer. Muscat d'Alsace hører til de gamle typer, også kalder Muscat a Petit Grains. Den har høj resistens mod tørke og varme og bevarer god syre, mens Ottonel er en krydsning fra 1852, som har en lysere drueskal, er lettere og frisk, hvis den høstes tidligt. Muscat formår at være både let og luftig men samtidigt aromatisk udtryksfuld; i de bedre udgaver med druenær duft, citrus, blomst muskatnød og honningtoner, også i tør udgave. Den er fantastisk som aperitif, til en ikke for barskt krydret asiatisk ret, salater og skaldyr. Her i helt tør udgave fra en af verdens bedste håndværkere i hvidvinsfaget, der mestrer at afstemme det aromatiske og det elegante i en vintype, der altid er en spændende balanceakt.