Om produktet
Paul Kublers eneste rødvin kommer fra den sydvest-skrånende vinmark "Weingarten", der er beplantet med Pinot Noir-stokke hentet direkte fra Bourgogne. Dermed udvikler druerne en flatterende druesødme fra den varme eftermiddagssol, mens udtrykket her i den ler- og sandstensholdige jord ender i den mørkere ende for Pinot Noir.
Vinen er lavet på håndhøstede druer og har i vinhuset lagret 10 måneder i 500-liters egetræsfade (20% nye). Den aftappes ufiltreret.
I glasset åbner aromaen sig lidt forsigtigt, men frygt ej: Ret hurtigt tvivler man ikke på tilstedeværelsen af både mørke kirsebær, sød lakrids og lidt efter også kandiserede jordbær, sort the og et skvæt mokka.
På tungen er vinen tør, mens strukturen bedst kan beskrives som imødkommende, blød og slank. Ikke skarp og syreprikkende som nogle versioner af Pinot Noir, men aldrig heller flad eller træt. Bare dejlig, saftig og behagelig med en flot intensitet, der vækker stor umiddelbar tilfredsstillelse og gør dig tørstig efter mere.
Weingarten Pinot Noir er sådan en vin, du altid kan have med til en kødfuld dansk frokost med alle smørrebrødsklassikerne fra flæskesteg over hønsesalt og frikadeller. Den smager også fyldigt og dejligt til massevis af vegetariske retter (nøgleord: stegeflade), herunder risotto med stegte svampe samt en solid omgang lasagne med eller uden kød.
Vi foretrækker at servere vinen omkring de 14 grader og anbefaler at drikke den inden for 5 år fra høst.