Om produktet
Thierry Mortet er bror til den berømte nu afdøde Denis Mortet. De arbejdede i en årrække sammen med deres far Charles Mortet, og da han trak sig tilbage 1991 lå det lige for, at sønnerne sammen skulle drive vingården videre.
Sådan blev det imidlertid ikke. Denis og Thierry havde hver sin idé om, hvordan druerne skulle forvandles til vin, og da de heller ikke var enige om, hvorledes vinstokkene skulle passes og plejes, så var der ingen anden udvej end at dele familiens forskellige parceller. Brødrene og faderen blev enige om fordelingen, og endnu engang betød et generationsskifte i Bourgogne, at vi fik flere vine at vælge i mellem, og færre flasker af hver enkelt vin.
Thierry Mortet fik 4 ha. og har siden erhvervet knap 4,5 ha., således at han i dag har 8,5 ha. hvilket er tilstrækkeligt til at producere i omegnen af 40.000 flasker om året fordelt på 11 vine. De omkring 50 (!) parceller omfatter følgende appellationer:
Gevrey Chambertin: 3,97 ha. (heraf 0,14 ha. 1er Cru “Clos Prieur 1. Cru”)
Chambolle-Musigny: 0,44 ha. (heraf 0,22 ha. 1er Cru “Beaux Bruns 1. Cru”)
Bourgogne Rouge: 2,25 ha.
Marsannay: 0,22 ha.
Bourgogne Aligoté: 0,25 ha.
Bourgogne Blanc: 0,83 ha.
Burgundy Passetoutgrain: 0,44 ha.
Thierry er traditionelt funderet. Han køber sine fade hos Rousseau og Toutan og ved blandt andet fortsat at fjerne hovedparten af stilkene fra druerne forud for gæringen og ved efterfølgende holde igen med fadlagringen efterstræber han frugten og finessen frem for kraft og styrke.
Han blev tidligt optaget af en naturlige cyklus og biodiversiteten og i årevis, mens hans kollegaer lystigt forsatte med at sprøjte løs, har han praktiseret økologisk landbrug. Vi skal dog frem til 2007 før Thierry fandt det nødvendigt at få papir på sine arbejdsmetoder. Herefter var vinene økologisk indtil 2016 hvor vanskeligt vejrlig tvang ham til at sprøjte 2 gange med traditionelle bekæmpelsesmidler fordi han simpelthen ikke havde timer nok i døgnet og folk nok på lønningslisten til at modstå sygdomspresset (råd og meldug) ude blandt vinstokkene, hvorefter vinene formelt var konventionelle i 2016. 2017 og 2018. Siden har vejrguderne været mere nådige og fra 2019-årgangen og frem har vinene igen været certificeret økologiske.
Senest er next generation kommet på plads i skikkelse af datteren Lise Mortet, som i juli 2020 valgte at vende hjem til gården efter 9 år som Brand manager for Campari Group i México og inden da jobs for Tequila industrien i Guadalajara, Hotel Arts i Barcelona og La Maison du Chocolat i New York.