Om produktet
Clos des Soixante (60) Ouvrees er et monopol på 2,4 ha., der ligger omkranset af en lav mur som en del af Premier Cru marken "Les Caillerets" knap en kilometer syd for landsbyen Volnay og bare 200 meter før scenen skifter fra Pinot Noir til Chardonnay - fra Volnay til Meursault. De ældste vinstokke er plantet i 1954, hovedparten i 1956 og resten i perioden fra 1982 til 1991 hvilket resulterer i en gennemsnitsalder i vinmarken i omegnen af de 50. Vinstokkenes passes efter biodynamiske principper. Altså ingen sprøjtning med pesticider, ingen ukrudtsmidler og kun organisk gødning i vinmarken, der pløjes regelmæssigt med heste forspand for at lufte og berige jorden.
Høsten begyndte den første uge i september med sortering allerede i vinmarken og efter alle stilke var fjernet fulgte en tur gennem den optiske sorteringsmaskine, som var blevet købt i 2013. Frugten og mosten blev derpå kølet ned for udblødning i en lille uge inden gæringen blev sat i gang uden tilsætning af fremmede gærstammer. Under gæringen blev der arbejdet med "punchdowns" morgen og aften hvorefter en del af vinen blev taget fra for på forsøgsbasis at modne i amphore, mens resten blev modnet 14 måneder på fade (30% nye) uden omstikninger undervejs. Herefter aftapning på flaske i februar 2019 uden klaring og filtrering og næsten uden svovltilsætning.