Om produktet
Corte Figaretto har nok en gang skabt en smuk Amarone, der som altid imponerer med sin frugt og trods potensen storartede drinkabillity, og det manglede da også bare. For efter lange perioder med lidt for meget regn fulgte solrigt og varmt vejr fra midten af juli og frem mod høsten, der favoriserede en optimal vegetativ cyklus og til sidst bød på de helt rigtige temperatursving mellem dag og nat.
Det betød, at Mauro og Patrizia endte med at høste rigelige mængder af fint modne druer med høje polyfenoler og gode syreniveauer fra de parceller, som de har valgt at kalde Brolo. Der er tale om en sydligt eksponeret skråning med leret og stærkt kalkholdig jordbund tilplantet hovedsageligt med Corvina, Rondinella og Molinara, men også de lidt mere sjældne sorter Oseleta, Corvinone og Croatina, der tilsammen tegner sig for 10 % af helheden.
Høsten startede en uges tid tidligere end normalt, og efter den obligatoriske soignering af klaserne blev de lagt i plastkasser og kørt ind i det ventilerede tørrerum. Og efter 110-130 dage (afhængig af høsttidspunktet) da druerne havde mistet tilstrækkelig med væske, blev de forvandle dem til vin uden fremmede gærceller i 5.000 liters rustfri ståltanke. Derpå fulgte 24 måneder i 500 liters franske fade (25% nye) inden den endelige cuvée blev sammenstukket og efter en ganske let filtrering tappet på flaske.
Vinen leverer en interessant blanding af saftig frugt og krydderier til næsen og har derpå bare det der touch, som får smilet frem i øjenkrogen. Der er masser af brombær, solbær og også solbærblade og dertil kommer krydderierne fra fadene, som næsten får fornemmelsen af alkohol til at forsvinde. Endelig pulserer tilpasse mængder af frugt- og garvesyre nedenunder det hele, således at vi også bliver begavet med en lang, frisk og levende finish.
En Amarone som smyger sig om de velkrydrede klassiske simreretter, og qua sin friskhed også skaber harmoni og glæde, når der er enkle serveringer med grillet eller stegt kød fra oksen, lammet eller hesten (hvis du kan finde sådan en) på menuen.