Om produktet
Det er let at blive en lille smule forelsket i et godt glas Grüner Veltliner, især hvis det kommer fra Weingut Buchegger, som nu for 15. år i træk leverer netop den på én gang friske, sprøde, milde og saftige kvalitet, som har betydet, at vinen ofte bliver udsolgt, længe inden den nye årgang er klar.
Dermed ser det ud som om Walter Bucheggers kæreste og (siden 2008) partner Silke Mayr sammen med kældermesteren Michael Nastl er ved at indfri det løfte, de gav hinanden, da vi i juni 2017 mistede den østrigske mester ud i Grüner Veltliner. Som de skrev dengang ville de fortsætte med at producere vine, der "kan tilfredsstille selv de mest kræsne ganer samtidig med at vinene vedblev med at være let tilgængelige."
En dejlig ren ikke videre voldsom, men finesserig Grüner Veltliner, med akacie og æbleblomstrer, der finder smukt sammen med pink grape og saftig citrus, der til sidst får selskab af dild, spansk kørvel og lidt frisk kværnet hvid peber. Aromatisk, saftig, livlig og mere tør end længe.
Vinen blev i en årrække solgt under navnet Gebling, der er den mere rummelige fællesbetegnelse for de højere beliggende vinmarker på den 10 km. lange strækning fra Landersdorf i Kremstal og videre frem mod Hadersdorf inde i Kamptal. Her blandede Walter Buchegger frugten fra sine forskellige små parceller i begge distrikter, og solgte vinen som en wein aus Niederosterreich. Sådan er det ikke længere. Nu går frugten fra de vinstokke, der står i Kremstal til Bucheggers stadig mere populære Grüner Veltliner Holzgasse, mens frugten fra to små veleksponerede parceller i Kamptal med nu 45 år gamle vinstokke bliver til denne altid pålidelige Grüner Veltliner Ried-Geppling, der nu tilføjer den nærliggende landsby Gobelsburg til sit navn.
Det er en vin. der er i sit rette element, når forårets og sommerens herlige salater, spæde grøntsager og friske urter vælter frem. Vidunderlig til grillede jomfruhummer, dejlig til lette retter med fisk, lyst kød og fjerkræ og også et godt bud på en kærlig velkomst når familie og venner kigger forbi.