Om produktet
Med købet af vinmarken Sperss (28 ha. i en højde af ca. 400 m.) i 1988 nær landsbyen Serralunga, gik en gammel drøm endelig i opfyldelse for GAJA. Han havde tidligere måttet købe Barolo-druer fra andre producenter, men nu fik han endelig fuld kontrol over hele produktionen. Man skal huske, at GAJA familien i virkeligheden havde produceret Barolo indtil 1961, hvor man besluttede at koncentrere arbejdet på de familieejede vinmarker i Barbaresco. De druer, man dengang købte for at producere Barolo, kom netop fra Marenca e Rivettes marker, som man i 1988 fik mulighed for at købe. Det kunne ikke andet end at bringe lidt "nostalgi" frem, et ord som i den lokale dialekt hedder "Sperss", og som Angelo GAJA derfor valgte!
Gæringen foretages i ståltanke og er efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter er vinen modnet i to faser: Først 24 mdr. i "barriques" (225 l.) og derefter 12 mdr. i større traditionelle træfade.
Sperss fra GAJA har en intens, mørkerød, kirsebær farve. Klassisk for vinene fra Serralunga området kræver Sperss en god iltning, før den frigiver dens mørke, meget komplekse og forførende duft med nuancer af mørke bær og hvide trøfler. Til sidst udvikler den en utroligt delikat aroma. Smagen er dyb, kraftfuld og "maskulin" med en flot finish, hvor man både finder krydrede og ”jammy” nuancer men samtidig næsten lidt grønlige ”vegetale” karakterer.