Terras Gauda er den karismatiske José María Fonsecas livsværk og historien om, hvorledes 37.000 flasker produceret i lånte lokaler i 1990 er blevet til i omegnen af 2.000.000, som eksporteres til flere end 50 lande. Og samtidig er det også historien om, hvorledes det er lykkedes en lokal entreprenør, via opkøb af først af Bodegas Pittacum i Bierzo i 2002, det herhjemme kendte Quinta Sardonia i Duero i 2010 og senest Vinos Heraclio Alfaro i Rioja, at blive en respekteret personlighed på den internationale vinscene.

José María Fonseca allierede sig tidligt med den dengang nyuddannede vinmager Emilio Rodríguez Canas, som fik lov til at trække Ana Oliveira med ind i projektet som en slags Wingwoman. Sammen har de vist sig at være en yderst dynamisk trio, som har udforsket og udfordret alle aspekter i vinfremstillingen for først at finde den ultimative formel for en Rías Baixas og dernæst for gradvist at forfine og raffinere vinene. Det har betydet, at Terras Gauda har fået patent på den måde, hvorpå de naturlige gærceller opformeres og opbevares, og de seneste år har de med støtte fra det europæiske FOODIE-projekt fået installeret software og satellitovervågning i vinmarkerne for at kunne praktisere det, de kalder ”La Viticultura de Precisión”. Og foreløbig er det lykkedes at spare 15% på gødning og 20% på forebyggelses- og bekæmpelsesmidler uden det har påvirket frugtkvalitet og udbytte.

Terras Gaudas Rías Baixas læner sig ikke helt så meget op ad Albariño druen, som de fleste andre. José María Fonseca og Emilio Rodríguez mente fra starten, at druen var for parfumeret til at stå alene, og de har derfor i alle årene tilføjet op til 30% af druerne Loureiro og den (indtil de tog fat) næsten forsvundne Caíño. Druerne er plukket fra en mosaik af parceller omkring byen O Rosal næsten helt derude, hvor Minho-floden rammer Atlanten. Næsten 160 ha. er der tale om næsten ligeligt fordelt mellem egne vinmarker og en stribe vinbønder, som er blevet tilknyttet i takt med at Terras Gauda fik succes.

Overalt er høsten manuel med Albariño som den tidligste drue fra den 8.-15. september, derpå fulgte Loureiro fra de højest beliggende vinmarker den 17. og 18. september og til sidste Caíño fra den 18.-23. september. Alle stilke fjernes for at undgå bitre nuancer og alle 3 druesorter gennemgår en såkaldt kold forgæring i op til 3 døgn inden druerne presses hvorefter mosten efter den har fået lov til at sætte sig tilsættes de patentere gærtyper og forvandles til vin. Den endelige cuvée sammenstikkes i rustfrit stål og allerede i slutningen af december tappes de første lot numre.

En herlig u forceret vin som på fascinerende vis lykkes med at være ganske kompleks og samtidig let at drikke. Der er både mandarin og melon, som mødes under blomstrende appelsintræer og leverer så meget aroma, at mundfølelse bliver både voluminøs og fløjlsagtig samtidig med at vinen forbliver frisk, munter og legesyg.