Om produktet
Selvom Peter Sisseck valgte at træde ud af ejerkredsen på Quinta Sardonia i 2011 og overlod ansvaret for vinene til Jérôme Bougnaud og Christian Rei, er der stadig et tydeligt fælles mindset omkring Quinta Sardonia og Dominio de Pingus, og i lighed med Peter Sisseck er Jérôme og Christian i de senere år begyndt at efterstræbe frugten og finessen i vinene frem for det voldsomme og imposante angreb på smagsløgene.
Det sker samtidig med at vinstokkene efterhånden er blevet 18-20 år gamle og samtidig med, at man skærper kravene til den frugt, som får lov til at bidrage til førstevinen QS Quinta Sardonia.
Quinta Sardonia er beliggende ved Sardón de Duero 6 km vest for Quintanilla de Onésimo, hvor Peter Sisseck har sine Pingus-kældre, og blev etableret som en biodynamisk vingård ved årtusindeskiftet. Vingården blev tilplantet med Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Petit Verdot, Malbec og Syrah, og Peter Sisseck havde her lejlighed til at prøve kræfter med helt unge vinstokke og se, hvorledes de forskellige druesorter trivedes i dette terroir.
Den første årgang Quinta Sardonia var 2002, hvor der produceredes 6.000 flasker på de blot 2 år gamle stokke, og den nye vin blev en øjeblikkelig succes, der med 2004-årgangen på 4 år gamle vinstokke opnåede 96 point hos Robert Parker, hvormed Quinta Sardonia indskrev sig, som den første og hidtil eneste vin, der har opnået en så høj rating på så unge vinstokke.