Om produktet
Det var i efteråret 2017, det kom frem, at det efter 10 års tilløb var lykkedes for Peter Sisseck og hans mangeårige nestor Carlos del Río González-Gordon at vinde fodfæste i Jerez. De havde i fællesskab købt den lille navnløse Bodega, som siden 2006 havde leveret vinen til den tiljublede Fino Camborio fra Bodegas Juan Piñero, og i tilgift 10 ha. med vinstokke på 2 af de historiske voksesteder for Palomino-druen. Dels den 8 ha. store Viña Corrales med 25-40 år gamle vinstokke på den kystnære Pago Balbaína og dels 2 ha. på Pago Macharnudo Alto kaldet Viña La Cruz lidt længere inde i landet.
Bare 438 fade drejer det sig om, hvor de 150 udgør den egentlige Solera og hvor resten udgør den såkaldte criadera (børnehave) hvor de unge vine bliver forberedt på den progressive efterfyldning af systemet, når der bliver tappet i den anden ende.
Peter Sisseck har for længst bedyret, at han aldrig ville komme til at producere hvid Ribera del Duero på Albillo-druen og også, at i hans optik var om ikke Sherry som sådan, men så den tørre Fino Spaniens mest raffinerede hvidvin. Peter mener, at Fino ‘en i årtier grundet en kombination af masseproduktion og svigtende efterspørgsel har været fanget i en ond spiral og trækker paralleller til Champagne, som reelt var forvandlet til mainstream indtil en ny generation af unge vinmagere begyndte at tappe deres egen vin frem for at lade frugten forsvinde hos de store producenter.
Peter Sisseck er ikke kommet til Jerez for at skabe paladsrevolution. Tværtimod er han ganske ydmyg omkring projektet, og det han selv kan bidrage med og taler om en læringskurve, som gerne skulle være jævnt stigende i de 10 år, der kommer til at gå, før de tanker, han har gjort sig, fuldstændig er slået igennem i det lille Solera system i den smalle sidegade Calle San Francisco Javier i Santiago-kvarteret.
Foreløbig er procestiden blevet forlænget med 2 år, og planen er, at antallet af fade i criadera-afdelingen skal øges, så der kan lægges yderligere år til. Det er besluttet, at vinen hverken skal klares eller filtreres (altså være en ægte "Rama"), og at denne Pago Balbaína fremadrettet kun tappes én gang hvert forår, hvor floren (gæren) er mest aktiv. Der er således tale om en slags årgangs Fino, så man kan få en større fornemmelse af diversitet og efterfølgende kender udgangspunktet (året for aftapningen er anført på etiketten og stemples på proppen), hvis man ønsker at følge udviklingen i flasken. Og med tiden vil den i tilgift vinde sit terroir tilbage ved, at der udelukkende tilføres unge Palomino vine fra Corrales marken på Pago Balbaína til de forreste criadera-fade. Og da der, som traditionen byder, højest tappes 15% fra de enkelte fade, vil der gå en 10 års tid før Peter Sisseck kan sætte tjektegn ved projektet.
Da Peters team kun har fyldt vin på i den ene ende i 7 år, skal den foreliggende Fino delvis tilskrives Ramiro Ibáñez, der med respektindgydende omhyggelighed passede den lille Solera for Bodegas Juan Piñero frem til salget, og den er således fortsat funderet på frugt fra pagos Añina og pagos Macharnudo, der er forvandlet til vin på Bodegas Callejuela, hvor Ramiro Ibáñez også er vinmager.