Om produktet
Chianti Classico Riserva er en nyskabelse fra og med 2014 årgangen, idet de to enkeltmarksvine nu fremstilles som Gran Selezione. Hermed indføjes et mellemniveau i porteføljen og der præsenteres en Chianti med et mere modent, udviklet og komplekst udtryk i forhold til Chianti Classico, der afgørende spiller på sin umiddelbare primærfrugtighed og dermed viser denne vigtige side af Sangiovese.
Med Chianti Classico Riserva fås et dybere udtryk for Sangiovese og en velduftende vin med dybde i smagen og en klassisk tanninstruktur og opløftende syrespændstighed. Det er måske især denne typiske syrestruktur, der gør vinen så gastronomisk velegnet, især til mere rige retter med saucer og kød fra lam, ged, okse, gris og efterårets hårvildt. I de senere år har man arbejdet på at bringe fadpræget ned i vinene, og det er en tendens, der også bemærkes i den balancerede og velafstemte Chianti Classico Riserva.