Om produktet
I 1370 grundlagde Grev Franco Nambrot - ridder under Carl den store - landsbyen Ghizzano, hvor hans efterkommere slog sig ned. Med denne vin hylder grevinde Ginevra Venerosi Pesciolini således sin forfader, der ikke var bange for at gå sine egne veje - i øvrigt ligesom vinen, der med sit høje indhold af Merlot var en af pionererne bag de internationalt inspirerede Toscana-vine, der skulle blive kendt og elsket under kaldenavnet "Supertoscanere".
I dag laves Nambrot på omkring 60% Merlot, 20% Cabernet Franc og 20% Petit Verdot. Især er Petit Verdot en interessant tilføjelse, fordi den ofte spiller en meget lille rolle i slægtsvinene fra Bordeaux, hvor den historisk har haft svært ved at modnes til fulde. I Toscanas varmere klima får man imidlertid langt mere ud af druesorten end i Bordeaux, hvilket skaber en smagskombination, der næsten kun kan findes her hos Tenuta di Ghizzano.
I vinhuset respekteres den historiske vinkel med gode gamle dyder i form af fodtrampning og dernæst gæring på druernes egen, vilde gærkultur - ganske som i de gode gamle dage. Ved endt gæring hældes den unge vin på store 500-liters egetræsfade, hvor den lagrer i 18 måneder. Dernæst følger endnu et år på tank, hvor den kan samle sig og langsomt uden udefrakommende inputs.
Når vinen smages knap 4 år efter høst, er det med en ekstrovert og karismatisk personlighed af mørk blåbær-, solbær- og kirsebærfrugt, der svæver frit blandt noter af nybrygget espresso, cedertræ, tobak, tørrede krydderurter og læder.
Smagen stemmer i for fuld hals med både helt høje, dybe og fyldige toner, der giver ekko og genlyd i lang tid efter.
Nambrot er en født grillvin til det bedste kød og bagekartofler serveret med kryddersmør (urter, hvidløg, paprika...) samt paneret squash, der også meget gerne må få en tur på grillen. Alternativt kan den nydes fyldige gryderetter efteråret og vinteren over.
Vi foreslår, at du nyder den ved 16-18 grader, gerne i op til 20 år fra høståret. Måske endda længere...?