Når man kører af de kringlede veje langs Douro-floden kan det være svært at se himlen. Bjergsiderne skråner mod floden, så stejle, at det nærmest er truende. I stedet åbenbares de lige rækker af vin på de smalle terrasser på bjergsiderne. Her er ikke mange ledige kvadratmeter. Dybt inde i dalen ligger byen Pinhão. Lige inden du krydser broen, for at komme ind i byen, ligger Quinta das Carvalhas hvide hovedbygning, bygget ind i bjergsiden, på en smal bræmme mellem markerne og floden.
Historiske aner
I 1756 er portvinsproduktionen så vigtig for landet, at kong Josef 1. af Portugal oprettede et selskab, der skulle styre produktionen i et samarbejde mellem købmænd fra Porto, vinbønder og flodskippere. Selskabet Real Companhia Velha havde de næste 100 år monopol på portvinsproduktion i Duorodalen! Real Companhia Velha eksisterer den dag i dag, og ejer blandt andet Quinta das Carvalhas, der også går helt tilbage til 1750’erne.
Barskt terræn
Carvalhas’ vinmarker tårner sig bogstavelig talt op bag huset ved floden, for vinen dyrkes på mager klippejord, på bjergsider der skråner 40-70%. Fordi vingården ligger ved et skarpt sving i Dourofloden er markerne syd,- nord- og vestvendte, hvilket giver mulighed for at lave forskellige typer - og komplekse - vine fra de forskellige terroirs. En af husets stoltheder er en vinmark på 40 hektar med 20 forskellige klassiske druer, der vokser mellem hinanden på de 80 år gamle vinstokke.
Klassisk og historisk portvin
Quinta das Carvalhas producerer en lang række portvinstyper, fra unge ruby’er til et eksklusivt 150-års blend, hvor hovedparten af indholdet stammer helt tilbage fra 1867. I 1980’erne producerede Real Companhia Velha næsten 20 % af al portvin i Portugal, men fra midten af 1990’erne er produktionen blevet omlagt med fokus på kvalitet frem for kvantitet og med ekstra fokus på de enkelte markers aftryk.