Domaine Antonin Guyon er blandt de mest respekterede i Bourgogne. Domainet er grundlagt i 1960'eren af Antonin Guyon, og råder over i alt 48 hektar vinmarker. 20 hektar ligger i Hautes Côtes de Nuits og de resterende 28 hektar i nogle af de bedste appellationer i Côte d'Or, fra Gevrey-Chambertin i nord og til PulignyMontrachet i syd. Domainets smukke kældre befinder sig i udkanten af byen Savigny-les-Beaune.
Domainet ledes i dag af den perfektionistiske Dominique Guyon, assisteret af kældermester Vincent Nicot. Markerne pløjes, for at sikre luft og liv. Herbicider og kunstgødning er bandlyst, idet målet er at skabe så naturlige vine som muligt med tydeligt terroir præg. Alle druer håndhøstes og håndsorteres i marken af plukkere, der har op til 25 års erfaring på Domainet. De modne klaser lægges i små kasser, der tillader stabling, uden at druerne knuses, og dermed oxyderes. Druerne ankommer til kældrene inden for 30 minutter efter de er plukket, sorteres endnu engang og afstilkes inden de transporteres til gærringskarrene. En kort "maceration a froid", trækker farve og aroma ud af drueskindet, inden gæringen starter. Der anvendes den naturlige gær, der er en vigtig del af terroir definitionen i vinen. Efter endt gæring macereres den unge vin i yderligere 10-20 dage, og fadlagres efterfølgende i mellem 12 og 20 måneder på mellem 15 og 50 % ny eg. Vinene filtreres ikke. Domaine Antonin Guyons vine findes på de fleste franske stjerne restauranter.