Horst Sauer har en ydmyg og nogen gange næsten poetisk tilgang til vin. Han holder til på hovedgaden i den lille by Escherndorf, som ligger nedenfor Lump marken - en af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken.
Her producerer han fra 14 ha. - nu i et kreativt samarbejde med sin datter Sandra - en snes forskellige vine på et så højt niveau, at Horst og Sandra i dag rangerer blandt de bedste producenter i hele Franken, og kurven er vel og mærke fortsat for opadgående!
Horst Sauer formulerer sin passion for vin således: "Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder - ord og billeder fra fortiden - eller forventninger til fremtiden? Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille en, andre gange bliver den overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk - alt afhængig af situationen og af hvordan du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin. Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette, og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”
Horst Sauer er medlem af den prestigefyldte og magtfulde tyske producentforening VDP (Verband Deutscher Prädikatsweingüter) og hans bedste vine sælges derfor med benævnelserne "1. Lage" og for de tørres vedkommende " Großes Gewächs".