Vinhuset Vietti ligger i distriktet Langhe i Piemonte - nærmere betegnet ved landsbyen Castiglione Falletto, som især er kendt for sine Barolo-vine. Vingården er grundlagt i slutningen af 1800-tallet af Carlo Vietti og takket være de efterfølgende generationer, er der siden opkøbt adskillige vinmarker – heriblandt nogle af de højest estimerede ”Cru’er” i Barolo.
1960’erne blev en afgørende epoke for firmaet, da Luciana Vietti giftede sig med den berømte vinmager og kunstkender, Alfredo Currado, der var den første til at producere enkeltmarksvine (fra bl.a. cru-vinmarken Rocche di Castiglione), hvilket gjorde ham til en vigtig trendsætter i Barolo. Sønnen Luca Currado og dennes hustru, Elena, overtog sidenhen firmaet og fortsatte Alfredos livsværk med samme entusiasme og stræben efter at producere vine i topklasse. I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til familien Krause, der driver en kæde af dagligvarebutikker i USA og som elsker Barolo. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og svogeren Mario Cordero uændret skal drive firmaet videre, så de dermed kan fortsætte og yderligere udvikle Vietti-familiens livsværk.
Vietti hører til ”traditionalisterne”, altså producenter der laver vin som i gamle dage. Kraftige, bredskuldrede og ranke vine - godt med garvesyre. Førhen brugte man Capello Sommerso-teknikken (stålgitter der holder ”hatten” nede i mosten” når vinen gærede.) I dag bruges remontage (overpumpning af mosten” for at give saft og kraft.
Siden 1970’erne har Vietti købt flere og flere navnkundige vinmarker til deres besiddelser, og har nu 40 hektar vinmarker i hjertet af Barolo/Langhe. Vietti var èn af de første vinhuse der først indførte begrebet enkeltmarks Barolo’er, og har sidenhen bevogtet denne plads på flotteste vis.
Vietti laver en lang række Barbera’er der de senere år har gået stor hædersgang i de internationale vinmedier. Alle med stor kompleksitet og charme som kun Barbera kan vise. Scarrone Vigna Vecchia” fører an, som èn af de bedste Barbera’er overhovedet fra Piemonte.
Hele 23 gange har Vietti fået ”3 glas-score” i Gambero Rosso, hvilket kun 44 huse i Italien, har opnået igennem tiderne.